Som vanligt har Nikolaj været to uger afsted som guide for Nordic Sea Angling på deres camp i Norge. Den første uge fulgte Lukas med, en superhyggelig familietradition.
Fiskeriet var i de to uger blandet. Den første uge var ret udfordrende med emn del vind, først de sidste par dage, kunne vi fiske hvor vi gerne ville, SÅ kom der fisk...'
'Overfladefiskeriet efter de store sej med poppers og stickbait var som altid RED HOT ! Det er helt enkelt et spørgsmål om hvor mange man orker at fange. Vi fiskede dem en del i år, fik også en del omkring 15-16kg, men ikke den helt store. En af gæsterne havde dog en liggende i overfladen som var gigantisk !
Som det tit sker, havde fighten dog åbnet et ganske stor hul i munden og så snart der kommer slæk på linen ryger krogholdet. Det er en konsekvens af at vi fighter dem på ret hård bremse. Gør vi ikke det, dør en del af fiskene under fighten, så lidt pest eller kolera....
Jeg vil vurdere den store sej til 19-20kg som forsigtigt gæt, men hvem ved.
I 2018 skal jeg guide et dansk hold, som vil gå hårdt efter stor sej, det glæder jeg mig lidt til,- bliver spændende hvad vi kan få op. Det er drenge som er vant til at fange store fisk og fighte dem længe, så stamina skulle være ok.
Flynderfiskeriet var trægt, ingen både havde på de to uger rigtigt gang i det. På trods af det kom der rigtigt fine trofæfisk; 2 over 200cm og et par stykker lige under, samt flere +150cm. Så betsemt ikke dårligt på de helt store, men mængden fandt vi ikke, dette på trods af at de to faste guider Andre og Martin også var på vandet med gæster. Sådan er flynderfiskeri, omskifteligt og uberegneligt.
Jeg havde håbet at kunne hjælpe Lukas til en stor fisk og vi kæmpede virkelig nat og dag, de to dage han havde med rigtigt vejr. Vi fangede nogle mindre flyndere og mistede to potentielt rigtigt store fisk. Natten før den sidste dag lå vi med to andre guidedebåde og fiskede i gode forhold i 6 timer. Samlet på de tre både blev det til 6 flyndere. vi fangede de tre, men det var de tre mindste, på trods af at bådene lå og krydsede hinandens ruter i drevene. Aftenens største var 223cm, de to næststørste +140 og +150cm. På sidstedagen tog vi dog revanche.
Efter et par timers søvn, samlede vi vores to aldrende svenske gæster op og drog afsted på ugens sidste pas. De to svenske brødre var rigtigt hyggefiskere og havde fået fint med fiskeri, når vi havde fisket nogle timer og fået lidt fisk til fryseboxen. trofæfiskeri var ikke det de kom for, på denne sidste dag, skulle de dog blive midtpunkt for netop dette, uanset deres ønsker.
Sidstedagen igennem havde vi svært fiskeri, med et par mindre flyndere. Men på turens allersidste drev, blev det alvor. Vi var næsten færdig med sidste drev og på vej mod nogle skær, da Lasses stang bøjede faretruende og linen blev flået af hjulet.
Det var ganske svært at vurdere hvad som egentlig foregik, da det blæste mere end jævnt og vi havde en strømafdrift på ca 2½-3knob. Ydermere er Lasse pensionist og lystfisker af slagsen som helst sidder stille med stangen i hænderne på toften forrest i båden.
"Bottonnapp !" råbte Lasse - jeg synes dog at noget så underligt ud, uden at kunne sætte fingeren på det.... Hele ugen havde jeg hjulpet Lasse når han fik bundbid, men dette så lidt anderledes ud, dog uden at vise specifikke tegn på liv.
Jeg smed min stang og satte bådens motor i gear. De to andre hev op og så sejlede vi line ind på hjulet, så godt Lasse kunne klare det i de lidt rå forhold og stadig siddende ned i båden.
Da vi var tæt på at have linen stående lige ned, var der flex på klingen men ikke rigtigt nogen bevægelse. Lasse konstaterede igen bundbid og på GPS´en lå vi nogenlunde på vores drivlinje, så der var ikke noget som beviste at det skulle være fisk. Jeg bad dog lige Lukas om at overtage roret og gik selv ud til Lasse i bådens stævn. Lukas sejlede med svag fart mod strømmen, så vi kunne holde os over stedet linen pegede imod og få en fornemmelse af, om krogen sad i grundfjeldet eller i en enorm fisk.
Da jeg kom ud til Lasse gav han mig stangen, så jeg kunne hjælpe ham. Det var tydeligt at anstrengelserne med at genvinde line havde sat sine spor i pensionisten Lasse, han hev lidt efter vejret. det skulle vi snart blive flere om...
Jeg fik stangen i hånden, rullede så meget linen ind jeg kunne med stangspidsen pegende mod vandet og løftede så alt hvad jeg kunne. Det føltes unægteligt som om jeg havde NORGE på krogen, ingen bevægelse på tyngde. Men så efter 8-10 sekunders massivt pres, mærkede jeg to gyngende bevægelser forplante sig fiskestangen - "Det er ikke bund, det er fisk - STOR fisk !" sagde jeg til Lasse som sad pustende på toften i stævnen.
Jeg prøvede at give Lasse fiskestangen tilbage, men det afslog han.
Jeg holdt presset på fisken, men der gik lang tid mellem livstegnene. Meget af tiden stod den blot hårdt i strømmen og pressede vores grej til det yderste. Når vi drev henover en bølge, kunne jeg mærke hvordan stangen var flexet til det yderste og frygtede hver gang at den skulle give efter og knække. Bremsen på hjulet gav lidt line når en bølge rullede forbi, så det at vinde line var næsten umuligt. Det første kvarters tid var stort set status quo.
Da det var gået, bad jeg Lukas kalde en af de andre guider op, så han kunne komme og assisterer. det var tydeligt at dette var en fisk i en helt anden klasse end jeg tidligere havde erfaring med, så hjælp kunne vi bruge - som minimum til landingen.
Den anden guidebåd havde imidlertid også fisk på, så vi måtte vente.
Tiden gik med at vinde et par meter line, for så igen at tabe dem. Hele tiden med benhårdt pres. Fisken tog ikke voldsomme udløb, brugte blot sin tyngde og størrelse til at presse sig til bunden ligeså roligt.
Det presser at sidde så statisk med en stor fisk over længere tid, så da den guidebåd med Andre Starkenberg nåede frem efter en god halv times tid, var jeg glad for at se dem. Jeg kunne også bruge en afløsning i arbejdet med fisken og ingen af vores svenske gæster havde lyst til at kæmpe med monsteret i dybet. M in søn Lukas spurgte jeg ikke, da jeg var bange for at noget skulle gå galt, med hans begrænsede erfaring. Det var trods alt gæsternes fisk, ikke min, som vi gerne skulle have til overfladen.
Da andre kom i båden, fik han rigget kamera til og overtog roret fra Lukas. Vi talte lidt frem og tilbage om fighten og strategien. En af bekymringerne var, at vi var ganske tæt på nogle undersøsiske bjerge, som nemt kunne rive linen over, hvis der opstod kontakt mellem dem. Vi forsøgte at tvinge fisken ud på mere åbent vand, men det var ikke muligt. Til slut tog vi konsekvensen og gik fra 55m dybde til 30m dybde, med undersøiske fjeldtoppe på 7m til den ene side og 12m til den anden side. Vi var vist alle klar over, at valgte fisken at svømme afsted, kunne det nemt blive afsluttet lige der.... Men det gik heldigvis godt.
Personligt var jeg nu så slidt, at jeg gerne ville afløses. jeg har aldrig givet en stor fisk videre til en makker pga træthed, men to faktorer var anderledes her;
Først af alt, så var det ikke min fisk men Lasses, jeg hjalp blot. Sekundært så var jeg virkelig træt og bange for at lave fejl. Når nu vi havde en frisk og erfaren mand stående, var det den rigtige løsning. Vi ville jo alle gerne se denne fisk !
Andre overtog stangen og jeg overtog roret. Vi talte frem og tilbage. Andre havde været med til at lande en grotesk fisk på 232cm måneden før, andre synes at dette var langt voldsommere. Vi diskuterede om det kunne være en fejlkrogning måske , eller noget andet end en flynder ? Det virkede uvirkeligt at end flynder skulle kunne gøre så meget modstand/være så tung ?!
Andre strammede bremsen til det yderste og placerede stangen på rælingen, så han kunne bruge sin vægt til at vinde et par cm ad gangen. Da der var gået mere end en time havde vi stadig ikke haft fisken løftet mere end et par meter fra bunden.
Et par andre både lå og cirklede omkring os, måbende over hvad der dog skete, snakken gik livligt over radioen. Andre spurgte om ikke jeg ville tilbage og fighte fisken, jeg takkede pænt nej, men sagde at jeg gerne skulle bade med den, når den kom til overfladen. Andre måtte kæmpe videre og var nu også så træt, at vi overvejede at tilkalde endnu en guide ;-)
Efter 1t og 20 minutter skete der pludselig noget, vi drev op ad en kant (dybden blev mindre) og det var som om det fik fisken til at pege i en vinkel så der kunne vindes line. I løbet af få minutter fik Andre kæmpet den op så vi kunne skimte den i vandet under båden. Lukas overtog roret, jeg overtog fiskestangen og andre gjorde sig klar til at sætte en stor hajkrog i kæben på kæmpen.
Jeg pumpede fisken de sidste meter mod overfladen og båden, et sandt monster viste sig ! Der var råb og hujen, eder og forbandelser - men da Andre med hajkrogen fik ført hajkrogen med rebet ind i fiskens kæbekrog brød jublen ud - hvilken fisk ! 1½ time havde vi sammenlagt kæmpet med fisken og bevæget os et par sømil fra stedet hvor vi krogede den.
Bare hovedet var som et spisebord og så tykt at det ikke kan beskrives. Da den kom med åben mund tænkte jeg, at man nemt kunne have smidt en basketball ind i munden fra god afstand, så stor var den. Udtrykket på den fremkaldte respekt, et enormt dyr som givet er rigtigt gammelt, sandsynligvis mere end 50 år. Andre talte om hvor meget tykkere, grovere og voldsommere fisken var, end den han havde været med til at lande blot måneden inden - trods det at den kun var 10cm længere.
Vi fik sat et reb om halen på fisken også, så det var muligt at tage billeder og måle den. Den blev målt til fantastiske 242cm ! Den anden største i NSA´s historie og givet i top 10 af stangfangede flyndere i verden nogensinde. Nu ved vi, at det i hvert fald blev den største flynder fanget i 2017 overhovedet !
Ifølge vægttabellen vejer en sådan fisk mere end 200kg, men i princippet kan den ligevel have vejet 250kg, det er umuligt at sige, når man ikke ville slå den ihjel, og det ville vi IKKE !
Efter måling, tog vi masser af billeder. Da fangstmanden Lasse bestemt ikke ville ned i vandet til den, hoppede jeg som lovet ned og svømmede med den gamle dame. En fantastisk oplevelse !
Fisken var naturligvis træt og dermed meget rolig i sine bevægelse. Den fandt sig i at blive håndteret og vendt til billederne, så det gik ret nemt.
Efter 1000 billeder- dog taget hurtigt, slap vi den gamle damen løs og hun lod igen tyngden bringe hende ned i dybets hjemmevante omgivelser.
Hvilken oplevelse !! Når man lander sådan en fisk, handler det om teamwork. Så mange havde andel i landingen af den og så mange følte lykken ved at være en del af det. Man var helt klar over, at det givet var en "once in af lifetime" oplevelse. Selv var jeg lykkelig for at min søn fik oplevelsen med. Fangsten overskyggede naturligvis alt andet på turen.
Den stille fanger, Lasse fra Sverige, var lidt betuttet af alt det postyr som følger med så stor en fisk. Da journalister begyndte at ringe dagen efter, hvor Lasse var taget hjem, skrev jeg til ham efter tilladelse til at give hans tlf nummer videre til dem. Men det var han ikke interesseret i, han fiskede for at hygge sig. Den holdning kan jeg egentlig godt beundre.
Flynderfiskeriet i uge 2 fortsatte vanskeligt, men med store fisk. Et svensk hold med ganske garvede fiskere kæmpede hårdt hele ugen og fik blot to små. Derfor fik de næstsidste dag en af de faste guider med ud. et 10 timers sats gav en fisk, den var til gengæld på 196cm og to hele to agnfisk, så to mand havde den på samtidig.
I min båd havde jeg en svensk familie uden havfiskeerfaring. De ville gerne fange det hele og var vældigt glad for deres fisk.
Allerede første aften fik vi en fin flynder i båden på 137cm. Det blev også den største den uge. Vi fik flere i båden, men mistede rigtigt mange.
Torskefiskeriet var i perioden ok, vi fisker ikke så meget decideret efter torsk, men fanger en del som bifangst både ved flynder- og sejfiskeri.
Det blev vel til omkring 10 målere over turen, op til 17kg. Fine sommermålere.
Selv havde jeg 2 fangster som skilte sig ud. Den første var min flynder nr 100. Altid skægt med sådanne tal for en gammel statistikkertype som jeg. Flynderen vejede 30kg og gav en overraskende god fight, jeg vurderede den faktisk til at være tættere på 50kg, på fighten.
Den fisk jeg var gladest for, var imidlertid min nye PR på havkat. En for stedet, rigtigt flot havkat på 9kg. Jeg har i mange år håbet på en større havkat, har aldrig tidligere fået dem større end omkring 5-6kg. Katten var tillige nye camprekord og teamrekord.
Alt i alt en dejlig tur med oplevelser der sidder på nethinden, til min sidste time.
Som altid var det en fornøjelse at være på campen med særdeles kompetente og behagelige guider i Martin Bamberg og Andre Starkenberg - hvilke gutter !
I 2018 guider jeg igen 2 uger fra 27/6 til 11/7. Første uge bliver med et hold danske gutter som virkelig kan fiske, og vil lægge tiden. Spændende hvad vi kan gøre ved det.
Desværre bliver turen uden Lukas, men i 2019 er han igen klar og forhåbentligt vil der være endnu flere teamsvinet medlemmer i båden i 2019.