Den 23. januar 2006 var en dato vi længe havde set frem til med spænding. Det var datoen for vores første fiskedag i Zihuatanejo, Mexico.
Min makker Kim Jæger og jeg, anser os selv som erfarne havfiskere på dansk saltvand. Vi har vores del af havkatte, langer, sej og store torsk på samvittigheden,- også rigtigt store.
Hyggen ved samværet var intakt på vores ture, men fiskeriet havde ikke mere så mange overraskelser som tidligere på dansk territorium.
Valget stod for os imellem nye norske græsgange eller at åbne for et helt nyt kapitel af fiskeri; Big game…
Efter at have læst beretninger og set billeder fra Zihuatanejo blev valget sat i perspektiv;
Heldragt eller badeshorts ?
Sjap eller sol ?
Tørfisk eller tacos ?
Træg vintertorsk eller supersprintende sailfish ?
Sagen var klar ! Vi skiftede Nordeuropas mørke, blæsende frostdage ud med Mexicos vindstille tropeklima.
Det var en laaang flyvetur, men efter en godnats søvn (takket være air condition !) var vi i den grad klar til at opleve de kræfter som tropernes fisk besidder.
I tusmørke gik hele gruppen i samlet trop mod havnen for, at gå ombord i de både vi havde fået tildelt. Luften var tyk af forventning…
Efter en times sejlads satte skipper Ramon, og hans hjælper Luis, grejet.
Det bestod af 5 kraftige havstænger monteret med store Penn International hjul. Hjulene var udstyret med rigelige mængder nylonline i tykkelsen 0.80-0.90mm.
På en enkeltkrog blev en agnfisk, i død tilstand, påsyet. Processen blev udført med stor omhu og hver enkelt fisks bevægelse i vandet, blev nøje vurderet inden den blev firet ud bag pangaen.
To af stængerne blev trukket til siden af store paravaner, to andre stod
I hver sit hjørne af båden.
Den sidste var ikke monteret med agnfisk, men med en stor teaser.
En form for endegrej som kunne minde om en overdimensioneret blæksprutte, hvis formål det er at vække fiskenes opmærksomhed.
Teaseren hopper konstant i kølvandet.
Vi trak agnene i godt to timer uden nogen kontakt. I vores umiddelbare nærhed, altså indenfor synsafstand, fik 2 andre både dog kroget sailfish.
Skipper trak agnene rundt i det område som havde givet fisk og stemningen ombord var spændt.
To kontakter førte desværre ikke til krogning, men hurtigt blev nye agnfisk monteret og firet ud bag båden.
Min makker og jeg havde trukket lod om det første hug, en lodtrækning som var faldet ud til min fordel.
Da skipper sprang ned til stangen i bagbordsside og gav et solidt modhug, var jeg i den grad klar ! Jeg havde monteret mit fightbælte og glædede mig til, at få fornemmelsen af den store fisks kræfter overført fra stangen til mine arme.
Min makker greb hurtigt videokameraet, men nåede ikke at starte optagelsen. Hjulet tilhørende styrbordsparavanen skreg mens en sailfish dansede på halen ca. 80 meter bag båden.
Hvilken start på turen !
Vi sad side om side i hver vores stol med havets storvildt som værdige modstandere for enden af linen.
I godt 25 minutter sad vi med brede smil og nød vores beslutning om at tage til Mexico, mens vi beundrede de sølvreflekterende fisk som jævnligt viste ekvilibrisme i stillehavets rolige overflade.
Oplevelsen af en sailfish som, kæmpende for sit liv, forsøger at frigøre sig fra krogen, ved springende at kaste hovedet fra side til side skal ikke læses,- den skal ses og mærkes !
Fiskene vejede begge mellem 90 og 100 lbs. De blev efterladt i deres rette element efter behørigt, at være blevet foreviget med glade fangere.
Dagen bød på yderligere 4 kontakter, en resulterede i krogning og landing af en sailfish på 80 lbs.
Foruden fiskene oplevede vi havskildpadder, delfiner og hvaler…
Vi havde begge fået opfyldt vores primære mål på turens første dag !
Det gav muligheder for ompriotering af grejet.
Normalt anvender vi ikke nylonline til andet end forfang, vores tunge fiskeri i Danmark foregår med fletline.
Tanken om at kunne føle hver enkelt af sejlfiskens bevægelser gennem fletlinens udtalte mangel på fleksibilitet, tiltalte os begge.
Vi havde hver medbragt et tungt havsæt fra DK bestående af Penn Prion 30 lbs stang og Penn Formula 15kg hjul, fyldt med 0.38mm Dynacable fletline.
Efter en kort samtale med vores skipper, som ikke havde noget at indvende, blev vi enige om at det skulle være vores primære grej de følgende dage.
Vi var naturligvis klar over at linens manglende elasticitet kunne koste fisk, men funderede at vi måske kunne vinde lidt ved bedre krogninger ?
Derudover fortalte vi vores skipper at Dorado stod meget højt på vores ønskeliste, så kunne chancerne forøges ved at vælge område efter dem var det fint med os…
De følgende dage bød ikke på dorado, men vi fangede endnu 7 sailfish. 5 af dem blev fanget på fletline og forskellen var præcis som vi havde håbet.
Oplevelsen var mere intens, specialt fiskenes hovedkast fremkaldte store reaktioner i 30 lbs stangen. Men også udløbene føltes anderledes.
Grejet havde ingen problemer med at håndtere fiskene, endda med et kraftoverskud. Således følte vi os sikre på at det ville kunne håndtere væsentlig større fisk end de sailfish op til 100 lbs som vi fangede.
Vi oplevede ikke at miste fisk efter krogningen var foretaget af skipper og stangen givet videre til os, de som blev mistet røg omkring tilslaget. Det skal tilføjes at vores lille forsøg, naturligvis intet beviser i forhold til fletlinens egenskaber til big game. Tillige skal det nævnes at ingen andre bruger fletline i Mexico…
En af de mistede fisk var en dorado, på vores anden sidste dag. Den nåede at danse på halen i få sekunder og var så væk. Skipper anslog fisken til ca 25 lbs.
Den første vi havde haft kontakt med, ærgelsen var naturligvis stor. Men den skulle forstumme på turens 8. og sidste fiskedag…
Vi satte om morgenen kurs mod det område hvor vi dagen før havde haft kontakt til dorado. Der var meget flydende tang i området hvilket udgør en sjælden mulighed for skygge for mange små fiskearter.
Og hvor der er små fisk er der som bekendt også store….
Efter kun 45 minutters fiskeri blev overfladen brudt 60 meter bag båden. Skippers hårde tilslag blev straks besvaret af en hvinende bremse, fletlinen blev brutalt flået af multirullen.
”Mahi-Mahi !” råbte skipper.
Mahi-mahi er mexicanernes kælenavn til dorado/guldmakrel, det er egentlig hawaiiansk og betyder ”stærk-stærk”….
Jeg havde allerede fightbæltet på og fik stangen fra skipper, mens min makker gjorde videokameraet klar.
Fisken piskede af sted og trak anseelige mængder line af hjulet. Heldigvis havde jeg påspolet mellem 500 og 600 meter, så udløbet gjorde mig ikke nervøs.
Det gjorde de gentagne spring til gengæld, indenfor de første par minutter var fisken ude af vandet 5-6 gange. Så snart den var ude af det våde element sprællede den så stangens rystelser fik mig til, at ligne en mand med et middelsvært udbrud af Parkinsons syge.
Efter gårsdagens oplevelser lå frygten for igen at miste fisken lige under overfladen, specielt når den søgte op over vandet i halsbrækkende forsøg på at demontere agnkrogen fra sin kæbe…
Sejlfiskene havde, mellem deres krafteksplosioner, stået stille i et jævnt træk i overfladen. Den taktik som doradoen fulgte var væsentlig anderledes, den var det ene øjeblik til bagbord, så styrbord, så i luften, så gik den dybt og nu og da i et udløb i diametralt modsatte retning end vores styrede kurs. Den stod ganske enkelt ikke stille, men lagde konstant et kolosalt pres på grejet og mig !
Efter 20 minutters dynamisk fight mente jeg at fisken var ved at være træt og klar til landing. Jeg lagde hårdt pres på den og fik den ganske tæt på båden.
I det klare vand kunne vi nyde fiskens utrolige farver mens den kom nærmere. Vi synes begge at fisken så stor ud, men det er svært at bedømme fremmede arter i vandet. Vi var dog ikke i tvivl om at den var over 20 lbs, som havde været den størrelse vi havde håbet på.
10-15 meter fra båden stoppede samarbejdsviljen, fanden tog ved fisken som, efter 4-5 spring helt ud af vandet, tog omkring 100 meter line i et udløb.
Sådan rullede kampen frem og tilbage i samlet 40 minutter. Jeg troede mange gange at sejren var min, men blev igen og igen overrasket over denne fisks enorme styrke og vilje.
Til sammenligning kan jeg fortælle, at ingen af kampene med sejlfiskene oversteg en halv time. Trods det at de var væsentligt større.
Efter 40 minutter var fisken imidlertid klar til landing, skipper havde fundet et gaf-lignende instrument og en kølle frem fra gemmerne.
Da han, ved hjælp af nylon-forfanget, fik den trukket helt ind til siden, slog han 2 gange ”gaffen” mod fiskens side. Dog uden at få fat, til gengæld havde fisken igen fattet alvoren i situationen og brugte sin sidste kræfter på et desperat udløb.
Den nåede kun ca 30-40 meter væk, kræfterne var sluppet op. Men den brugte hvad den havde i sig og holdt afstand til båden i endnu 7 minutter før den igen kom helt hen til siden.
Denne gang havde skipper til min store skræk skiftet taktik, hans hjælper fik med sin hænder fat om haleroden på fisken mens skipper havde fat i nylonforfanget. Sammen hev de nu for at få dyret ind over rælingen.
Det var dømt til at gå galt, det ved enhver småbådsfisker med bare lidt erfaring med store fisk…
Det gjorde det bare ikke !
Fisken kom i båden efter i en periode på 50 minutter at have sat mit nervesystem på adskillige prøver, med bl.a. mere end 25 spring helt fri af vandet. Det er uden tvivl mit livs fisk indtil videre !
Jeg ville gladelig undvære 5 sejlfisk for en enkelt Dorado af denne kaliber.
Det sætter fiskens kræfter i relief, at den blev fanget på samme grej som sejlfiskene.
Efter en obligatorisk krigsdans og et utal af billeder, blev den billedskønne fisk vejet til 38 lbs.
En fin fisk, men de findes meget større…
Samme dag fangede en anden fisker fra vores gruppe, John Lau (JSK) en større dorado. Desværre fik han den ikke vejet.
Min fisk blev fileteret og ligeligt delt mellem skipper og mig. Min del spiste gruppen til fællesmiddagen på den sidste aften.
Dorado er en fremragende spisefisk og kan varmt anbefales !
I disse kolde vinterdage, varmer jeg mig jævnligt ved at se fighten, som jeg har i sin fulde udstrækning, på video…
Vi ses i Zihuatanejo, Mexico…….
Nikolaj Hjorth, Atlantik Travel.